
Hej, jeg hedder Hanne
Måske har vi allerede mødt hinanden. Men jeg vil alligevel gerne fortælle dig lidt om mig, og hvorfor Retningslyst findes.
JEG VAR BLEVET RIGTIG GOD TIL AT FÅ MIT ARBEJDSLIV TIL AT FUNGERE. BARE IKKE FOR MIG.
Jeg har brugt mere end 15 år af mit arbejdsliv som leder og projektleder i store internationale organisationer.
Jeg var dygtig til mit arbejde. Jeg tog ansvar. Fik ting til at ske. Og jeg vidste egentlig godt, at andre syntes, jeg var dygtig.
Men jeg brugte også enormt meget energi på at sikre mig, at de blev ved med at synes det.
Jeg stillede høje krav til mig selv. Tog mere ansvar. Leverede mere. Og jo mere jeg opnåede, jo mere følte jeg, at jeg havde at leve op til.
Samtidig mistede jeg langsomt blikket for noget ret væsentligt:
Mig selv.
Hvad var egentlig vigtigt for mig?
Hvordan havde jeg lyst til at bruge mig selv?
Hvad ville jeg gerne have fra mit arbejdsliv?
Og hvordan ønskede jeg overhovedet at have det?
Uden rigtig at stoppe op og mærke efter fortsatte jeg på autopilot. Tog mere ansvar. Knoklede mere. Og sad til sidst fast i et corporate hamsterhjul, der bare kørte hurtigere og hurtigere.
Og da mit arbejdsliv væltede, hjalp det mig ikke ret meget, at jeg kunne kigge på mit CV og se alt det, jeg kunne.
For jeg anede ikke, hvor jeg så ville hen.
Jeg blev nødt til at lære mig selv at kende på en ny måde.
Ikke bare gennem mine resultater, mine titler og det, andre syntes, jeg var god til.
Men gennem hvem jeg var, hvad jeg kunne, hvad der betød noget for mig – og hvad jeg selv havde LYST til.
Og undervejs opdagede jeg også, hvor meget af mit arbejdsliv jeg havde brugt på at præstere, tage ansvar og forsøge at leve op til mine egne forestillinger om, hvad andre forventede af mig.
Den indsigt ændrede ikke bare min retning.
Den ændrede måden, jeg er i mit arbejdsliv – og i resten af mit liv – på.
I dag er min hverdag en arbejdsdrøm.
Min mælk kan stadig være blevet sur, eller bilen kan nægte at starte.
Men jeg har skabt et arbejdsliv, der passer meget bedre til mig, og der hvor jeg er i mit liv.
Jeg bruger det, jeg er god til. Jeg arbejder med noget, der betyder noget for mig. Jeg har den fleksibilitet, jeg har behov for. Og jeg har meget mere ro i, hvem jeg er, og hvad jeg kan.
Det er en stor del af grunden til, at Retningslyst findes.
For jeg tror på, at dit arbejdsliv skal passe til mere end dit CV og det, du er åbenlyst god til.
Det skal også passe til DIG.
Og nogle gange betyder det, at du først skal finde ud af, hvilken retning der faktisk er DIN.
Andre gange betyder det, at du skal lære at stole mere på dig selv, så dit arbejdsliv ikke bliver unødigt krævende, fordi du hele tiden skal være sikker på, at du er god nok.
Begge dele begynder med, at du får dig selv mere med.
MIN OPGAVE ER IKKE AT GIVE DIG SVARET
Jeg tror ikke på, at jeg skal fortælle dig, hvilket job du skal vælge. Eller fortælle dig, at du er god nok.
Min opgave er at hjælpe dig med at se dig selv tydeligere. Forstå og udfordre det, der står i vejen. Og få øje på de styrker, muligheder og sammenhænge, du måske ikke selv har tillagt betydning.
Jeg møder dig individuelt, ærligt og menneskeligt – med både varme og de spørgsmål, der er behov for at kigge nærmere på.
For målet er ikke, at du skal lære at støtte dig op ad mig – eller en anden.
Du skal blive bedre til at finde – og stole på – dine egne svar.
OG DET FAGLIGE
Jeg har mere end 15 års erfaring som leder og projektleder i store internationale organisationer og er uddannet coach og hypnoterapeut samt certificeret inden for Rapid Transformational Therapy (RTT).
Jeg kender arbejdslivets krav, forventninger og dilemmaer indefra.
Og min faglige baggrund giver mig mulighed for både at arbejde med det, du forstår og kan sætte ord på, og med de overbevisninger og reaktionsmønstre, der kan blive ved med at spænde ben, selv når dit hoved godt ved bedre.
KAN DU GENKENDE NOGET AF DIG SELV I MIN HISTORIE?
Så vil jeg meget gerne høre, hvad der sker i dit arbejdsliv lige nu.
Du behøver ikke på forhånd vide, hvad du har brug for. Det kan vi finde ud af sammen.